Nordkorea fejrer sig selv med kæmpe parade
Det isolerede Nordkorea fejrer det regerende partis 70-års-dag. Stor militærparade i hovedstaden.
Kim Jong-Un - her i midten - følger en enorm militærparade i Pyongyang i anledning af Nordkoreas kommunistiske partis fødselsdag.
Kim Jong-Un - her i midten - følger en enorm militærparade i Pyongyang i anledning af Nordkoreas kommunistiske partis fødselsdag. Foto: /AP


Tusindvis af nordkoreanske soldater marcherede lørdag i det isolerede lands hovedstad, Pyongyang, i perfekte formationer og under en blå himmel.

Kim Jong-Un, Nordkoreas leder, fulgte den enorme militærparade sammen med kinesiske gæster på den store Kim Il Sung-plads - opkaldt efter Kim Jong-Un's farfar og grundlægger af det kommunistiske Nordkorea.

Anledningen var, at Nordkorea lørdag fejrede 70-års-dagen for det regerende kommunistiske partis grundlæggelse.

- Partiets revolutionære udrustning betyder, at vi er klar til at udkæmpe enhver krig, der føres af de amerikanske imperialister, sagde Kim Jong-Un ifølge tv-transmissionen fra statens officielle tv.

- Vi er klar til at beskytte vort folk og vort fædrelands blå himmel.

Diktatoren talte i 30 minutter, og han blev ofte afbrudt af buldrende klapsalver fra titusindvis af mennesker, der befandt sig på den store plads for at høre talen og se på opvisningen af soldater og kampvogne.

Inden talen lod Kim Jong-Un sig hylde af bølge efter bølge af forbimarcherende soldater, der hilste på lederen.

Efter soldaterne kørte kampvogne forbi, og derefter kom kolonner af andre våbentyper, herunder forskellige slags missiler.

Der var, skriver det franske nyhedsbureau AFP, tale om måske den største opvisning af militært isenkram i Nordkoreas historie.

Nordkorea er også atommagt og har gennemført tre atomprøvesprængninger. Ledelsen i staten praler ofte med sit atomarsenal.

I sin tale lagde Kim Jong-Un stor vægt på, at der er sammenhold mellem de 24 millioner nordkoreanere og det kommunistiske parti, der er blevet kontrolleret af Kim-familien siden oprettelsen i 1945.

I dag er Kina stort set Nordkoreas eneste allierede. Ellers er staten isoleret.

Nordkorea og Sydkorea udkæmpede en tre år lang krig fra 1950 til 1953. Den sluttede med en våbenhvile, der fortsat er i kraft.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.