Nordkorea bebuder "vigtig meddelelse" efter mystisk skælv
Styret i Nordkorea ventes ifølge analytikere at informere om en atomprøvesprængning efter jordskælv.


Styret i Nordkorea vil tidligt onsdag morgen dansk tid komme med en "vigtig meddelelse". Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Analytikere forventer ifølge Yonhap, at Nordkorea sandsynligvis vil meddele, at der med succes er blevet gennemført en prøvesprængning af et atomvåben.

Tidligere onsdag registrerede flere lande et mindre jordskælv i Nordkorea. Styrken af skælvet varierede alt efter kilderne fra 4,9 til 5,1.

Rystelserne kan være udløst af atomtest, lyder det fra officiel side i både Sydkorea og Japan, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Skælvets epicentrum blev lokaliseret til cirka 50 kilometer nord for byen Kilju, der er hjemsted for et af Nordkorea atomanlæg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.