Nordkorea antyder: Vi kan affyre en hydrogenbombe
Nordkorea har måske hydrogenbombe på lager. Det insinuerer landets leder torsdag ved besøg på militærområde.
Et satellitbillede fra USA-Korea Instituttet ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies viser angiveligt nye tunneler ved et område, hvor Nordkorea tidligere har udført atomtest.
Et satellitbillede fra USA-Korea Instituttet ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies viser angiveligt nye tunneler ved et område, hvor Nordkorea tidligere har udført atomtest. Foto: /AP


Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har sat spekulationer i gang om, hvorvidt landet har udviklet en hydrogenbombe.

Ifølge det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, har Kim Jong-un givet hint om, at han har det farlige våben på lager.

Antydningen faldt i forbindelse med lederens besøg på en historisk militærbase.

Her nævnte Kim Jong-un, at Nordkorea allerede var "et magtfuldt atomland parat til at affyre en a-bombe og h-bombe for at forsvare landets suverænitet," skriver KCNA torsdag.

Nordkorea har tidligere afprøvet tre atombomber. Men det ville ifølge AFP være en markant udvidelse af bombearsenalet, hvis landet også har udviklet en hydrogenbombe.

Hydrogenbomber er baseret på kædereaktioner af fusion, hvilket skaber en langt mere kraftfuld eksplosion end atomvåben, der baseres på fission.

Tidligere har Nordkorea antydet at være i besiddelse af "stærkere, mere kraftfulde" våben end atombomber, men det er angiveligt første gang, at Kim Jong-un direkte har ytret en reference til hydrogenbomber.

Dog er tidligere påstande om nye, kraftige våben blevet fejet af bordet som utroværdige af det internationale samfund og eksperter.

I september advarede tænketanken Institut for Forskning og International Sikkerhed i Washington om, at satellitbilleder har vist nye bygninger ved et kendt atomkraftværk.

Det tydede ifølge organisationen på, at der var tale om en ny facilitet, hvor nøglebestanddele til at udvikle en hydrogenbombe kunne produceres.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.