Nordkorea: Ambassadør-overfald var fortjent
Knivangrebet mod USA's ambassadør i Sydkorea er en fortjent straf for militærøvelser, lyder det fra Nordkorea.
Politibetjente undersøger bordet, hvor Mark Lippert blev overfaldet med en kniv.
Politibetjente undersøger bordet, hvor Mark Lippert blev overfaldet med en kniv. Foto: Kim Ju-sung/AP


Det var en "retfærdig straf" og et "udtryk for modstand", da en 55-årig mand torsdag morgen angreb den amerikanske ambassadør i Sydkorea, Mark Lippert, med en kniv.

Det meddeler det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, i en kort kommentar til overfaldet på Lippert.

KCNA fungerer sædvanligvis som talerør for det nordkoreanske regime og har tidligere ytret skarp kritik af den fælles militærøvelse, som Sydkorea og USA indledte i denne uge.

Nordkorea betragter øvelsen som en provokation og mener, at de to allierede bruger øvelsen til at forberede sig på en krig på den koreanske halvø.

Sydkoreanske medier viste torsdag billeder af 42-årige amerikanske ambassadør, der bløder fra sit ansigt og har blod på hænderne efter angrebet.

Lippert blev ifølge øjenvidner snittet i ansigtet med en 25 centimeter lang kniv.

Han måtte efterfølgende sys med i alt 80 sting, blandt andet for at lukke en dyb flænge i kinden, meddeler hospitalet, som betegner ambassadørens tilstand som stabil.

Angrebet skete, da Lippert var på vej til et morgenmøde i den centrale del af hovedstaden Seoul. På mødet skulle en koreansk genforening diskuteres.

Under overfaldet råbte gerningsmanden slagord om, at de to Korea'er bør genforenes, og senere også slagord mod den igangværende militærøvelse, som USA og Sydkorea har indledt.

Manden blev anholdt umiddelbart efter overfaldet og ventes at blive sigtet for drabsforsøg, siger en kilde i politiet til Reuters.

Politiet har identificeret den anholdte som en 55-årig mand, der er medlem af en gruppe, som går ind for genforening af Nord- og Sydkorea.

Manden er tidligere dømt for at have kastet et betonstykke efter den japanske ambassadør i Seoul.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.