Nordkorea afviser nye FN-sanktioner
Det nordkoreanske styre kalder sanktionerne "ulovlige" og sværger at fortsætte med at udbygge sit atomarsenal.


Nordkorea vil ikke acceptere FN's nye sanktioner mod landet. Således afviser det nordkoreanske styre fredag den resolution om stramning af sanktioner, som FN's Sikkerhedsråd vedtog onsdag.

Det oplyser det nordkoreanske udenrigsministerium i en udtalelse. Her kalder Nordkorea sanktionerne for "uretfærdige, ulovlige og umoralske".

Samtidig sværger det isolerede land at fortsætte med at udbygge sit atomarsenal:

- Styrkelsen af vores atom-skræmmevåben er en legitim udøvelse af vores ret til selvforsvar. Den (styrkelsen) vil fortsætte, så længe den amerikanske politik er så fjendtlig, står der i erklæringen, som er blevet offentliggjort i flere statslige medier i Nordkorea.

FN udvidede onsdag sine internationale sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den var den fjerde siden 2006.

Natten til torsdag dansk tid reagerede Nordkorea så ved at affyre seks missiler ud over Det Japanske Hav.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.