Nordjysk mand på 84 år er død efter brand
En vagtlæge opdagede brand i hus i Flauenskjold i Nordjylland, og beboer blev fundet død på terrassen.


En mand på 84 år er natten til lørdag død i forbindelse med en brand i Flauenskjold, oplyser politiet til DR Nordjylland.

Det var en vagtlæge, der tilfældigt var i området, som opdagede ilden i ejendommen og slog alarm.

- På terrassen lå beboeren død, siger vagtchef Bent Højsgaard ved Nordjyllands Politi til Ritzau.

Politiet tror, at den 84-årige fik reddet sig ud af det brændende hus og derefter er omkommet.

Et ligsyn mandag vil nærmere fastslå dødsårsagen. Desuden skal teknikere afklare årsagen til brandens opståen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.