Nordjyllands Politi efterlyser formodet knivstikker
Politiet kan ikke finde den formodede gerningsmand til et knivstikkeri i Aalborg. Han betegnes som farlig.


Siden søndag har Nordjyllands Politi søgt efter den formodede gerningsmand til et knivstikkeri, der blev begået søndag 1. februar på Planet Pub i Aalborg Øst.

Det er ikke endnu lykkedes for politiet at lokalisere ham, hvorfor han nu efterlyses i offentligheden.

Politiet efterlyser manden med navn og adresse og beskriver ham som værende kraftig af bygning, kronraget uden skæg og med blå øjne.

Mandens navn er Ivan Jensen, og han er 43 år, står der i pressemeddelelsen fra Nordjyllands Politi.

- Kender nogen til hans opholdssted eller har andre informationer i sagen, så skal man straks henvende sig til Nordjyllands Politi på 114 eller til nærmeste politi, lyder det.

Nordjyllands Politi betegner Ivan Jensen som farlig, og der henstilles derfor til, at man ikke selv tager kontakt til ham, hvis man genkender ham, men at man tager kontakt til politiet i stedet for.

Nordjyllands Politi har ikke på nuværende tidspunkt yderligere oplysninger i sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.