Nordjyde dømmes til forvaring for voldtægter og syreangreb
Fire kvinder blev ofre for en 45-årig mands forbrydelser, siger Vestre Landsret, som stadfæster byretsdom.
Retten i Hjørring nåede i december sidste år frem til, at en nu 45-årig mand var skyldig i en stribe voldtægter af tidligere kærester. Denne afgørelse er onsdag i det store og hele blevet godkendt af Vestre Landsret (arkivfoto).
Retten i Hjørring nåede i december sidste år frem til, at en nu 45-årig mand var skyldig i en stribe voldtægter af tidligere kærester. Denne afgørelse er onsdag i det store og hele blevet godkendt af Vestre Landsret (arkivfoto). Foto: Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/Free


En nordjysk mand har gennem flere år voldtaget sine kærester og udsat dem for ekstraordinære ydmygelser og skader.

Det er facit, efter at et nævningeting i Vestre Landsret i Aalborg onsdag i det store og hele har fundet manden skyldig i samme omfang som i byretten i Hjørring i december sidste år.

Den 45-årige mand er dømt til forvaring, hvilket indebærer frihedsberøvelse på ubestemt tid.

Han anses for at være så farlig overfor andre mennesker, at en almindelig fængselsstraf ikke er nok.

Flere af mandens ekskærester har fortalt om overgrebene, som stod på fra 2004 og frem til 2014.

En af kvinderne fik hældt ætsende væske ud over sit underliv og har fået varige men.

Desuden har manden tatoveret et offers skamben efter at have bedøvet hende.

En anden blev tvunget til at indtage 20 piller, hvorefter hun blev bagbundet og fik stukket en sprøjte i låret. Det var slangegift, og hun skulle dø, skal manden have sagt.

Samme kvinde blev truet med ud til en øde lade i Ebeltoft, hvor han viste hende et reb og en pistol og gav hende valget mellem at hænge sig eller skyde sig.

Tidligere i forløbet har kvinderne fortalt om deres forhold til den nu 45-årige. De mødte ham på et tidspunkt, hvor de havde det svært.

I begyndelsen var han sød, kærlig og omsorgsfuld. Senere udviklede han sig til et ubehageligt, uforudsigeligt og manipulerende bekendtskab, har de sagt.

En af de tidligere kærester blev også hevet i håret og sparket ned ad trapperne i opgangen til parrets lejlighed i Aalborg.

I 53 punkter beskriver anklageskriftet den lange række af forbrydelser.

I en erklæring har psykiatere slået fast, at den 45-årige har en personlighedsforstyrrelse.

Ved dommen har tre af de fire voldtægtsofre fået forhøjet deres godtgørelse for tort i forhold til byrettens dom.

I alt skal han betale mere end en halv million kroner til kvinderne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.