Nordiske monarker udtrykker sorg over terrorhandlingerne i Paris
Sveriges og Norges konger udtrykker sorg.
Kong Carl Gustaf og kong Harald fotograferet ved en tidligere lejlighed sammen med dronning Margrethe. Hun har vidt vides endnu ikke kommenteret hændelserne.
Kong Carl Gustaf og kong Harald fotograferet ved en tidligere lejlighed sammen med dronning Margrethe. Hun har vidt vides endnu ikke kommenteret hændelserne. Foto: SCANPIX arkiv


Både det norske og svenske kongehus kommenterer nu de frygtelige terrorhandlinger i Paris, som foreløbig har kostet over 120 mennesker livet og såret endnu flere.

Sveriges kong Carl Gustaf udtrykker igennem en pressemeddelelse lagt ud på kungahuset.se stor sorg over hændelserne

"Mine tanker går til alle de berørte, ofrene og deres pårørende. Disse handlinger er et angreb på vores fælles samfund og den måde, vi ønsker at leve. Vi er mange, der føler angst og uro. Det er vigtigt, at vi står sammen mod denne ufattelige terror," lyder de bevægede ord fra kong Carl Gustaf.

Den norske kong Harald har via det norske kongehus' hjemmeside Kongehuset.no udsendt et statement, hvori han kalder angrebene 'grufulde.' Han udtrykker sin dybeste kondolence med ofrene og det franske folk.

På det danske kongehus' hjemmeside er der lørdag middag ikke lagt nogle pressemeddelelser ud om de danske kongeliges syn på massakren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.