Norden: Flere lande skal løfte byrden i flygtningekrise
Grækenland er under pres for effektiv grænsekontrol, siger Kristian Jensen, der kræver styr på ydre grænser.


Flere europæiske lande skal være med til at løfte byrden i flygtninge- og migrationskrisen, mener de nordiske landes udenrigsministre, der mandag i Bruxelles har holdt et fælles møde om situationen.

De nordiske lande, der alle ligger i den øverste fjerdedel i Europa, når det handler om at modtage flest asylansøgere per indbygger, vil blandt andre have de østeuropæiske lande til at tage imod flere flygtninge, siger den norske europaminister, Vidar Helgesen, der også har deltaget i mødet.

- Lande, der hidtil har været betydelige modtagere af europæisk solidaritet, bør nu også vise, at de kan være givere af europæisk solidaritet, siger Helgesen ifølge NTB.

Også udenrigsminister Kristian Jensen (V) vil have flygtningene bedre fordelt og styr på, hvem der kommer ind i Europa.

- Flere lande skal være med til at løfte den omfordelingsbyrde, der har været så meget snak om, og så skal vi have styr på de ydre grænser, siger Kristian Jensen.

- Vi kan ikke fra EU's side blive ved med at se den indstrømning af flygtninge og migranter, der har været i 2015, gentage sig år efter år, understreger han.

Kristian Jensen, der mandag deltager i EU's udenrigsministermøde i Bruxelles, siger, at Grækenland er under pres for at få sikret en effektiv grænsekontrol.

EU-Kommissionen vil tirsdag foreslå at udvikle grænseagenturet Frontex til en fælles europæisk grænse- og kystvagt i en situation, hvor omkring 700.000 migranter og flygtninge alene i år er ankommet til Europa gennem Grækenlands gennemhullede ydre grænse.

Det mest kontroversielle ventes at blive et forslag om, at EU skal kunne overtage grænsekontrollen i et medlemsland imod det pågældende lands egen vilje.

- Jeg tror, at Grækenland er klar over, at de står i en meget udsat position lige nu. De er nødt til at sikre, at der sker noget effektivt, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.