Nordcyperns præsidentvalg skal i anden runde
Nordcyprioterne skal på den igen. Ingen fik ved præsidentvalgets første runde nok stemmer til at vinde.


Den tyrkcypriotiske leder, Dervis Eroglu fik ved søndagens præsidentvalg ikke stemmer nok til at genvinde embedet i første runde.

Det betyder, at der skal holdes en afgørende anden runde næste søndag 26. april.

Det bliver mellem de to kandidater, der fik flest stemmer, nemlig den konservative, afgående præsident Eroglu og den venstreorienterede udfordrer Mustafa Akinci.

Da de fleste stemmer var talt op ved 21-tiden dansk tid, havde Eroglu fået knapt 29 procent af stemmerne, mens Akinci lå til 27 procent.

Der er præsidentvalg på Nordcypern, der kun anerkendes af Tyrkiet, hvert femte år.

Den nyvalgte præsident skal hurtigst muligt udpege en chefforhandler, som skal varetage tyrk-cyprioternes interesser i fredsprocessen, der ledes af FN, og hvis mål er et genforenet Cypern.

Tyrk-cyprioternes udenrigsminister, Özil Nami, forventer, at processen kan genoptages til maj.

Det internationalt anerkendte Cypern trak sig fra fredsprocessen i oktober sidste år, da Tyrkiet annoncerede en plan om at bore efter gas og olie ud for øens sydlige kyst.

Middelhavsøen har været delt siden 1974, efter at Tyrkiet indtog den nordlige del i kølvandet på et græsk kup, der skulle gøre Cypern til en del af Grækenland.

Cypern blev medlem af EU i 2004. Medlemskabet gælder kun den sydlige del, mens det tyrkcypriotiske område alene har bånd til Tyrkiet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.