Havde det ikke været for hustruen Kirsten og en - måske lidt stram - sygeplejerske, så havde Niels Olsen, bedre kendt som Noller og den yngste halvdel i duoen Brødrene Olsen, måske fået sin vilje. Og så havde han formentlig ikke været i blandt os længere.
Sidste år fik Noller nemlig foretaget en hjerteoperation, hvor han fik indopereret en pacemaker og en mekanisk hjerteklap. Operationen tog så hårdt på ham, at han i dagene efter var ved at give op.
- På et tidspunkt tænkte jeg for mig selv: Søster morfin, tag mig for jeg kan ikke mere.
Det sagde han til tv-værten Cecilie Frøkjær, da TV 2 Charlie søndag aften sendte 'Hjertegalla'.
Men hans hustru satte ham kærligt på plads. De har været igennem mangt og meget i deres fælles liv. Og så har Noller fire børn plus børnebørn, som fortsat har brug for en far og bedstefar.
Også en sygeplejerske på Rigshospitalet, hvor han var indlagt, gav ham en opsang. De to kvinder fik Noller på andre tanker.
- Jeg er stadigvæk forelsket i livet. Jeg tror, det er en meget central ting, at man stadigvæk vil livet, når man har haft sådan en sygdom, som det her. At man stadigvæk synes, det er skønt, at barnebarnet tager én i hænderne, lød det fra musikeren under interviewet med Cecilie Frøkjær.
Den nu 61-årige sanger har i mange år levet et liv på kanten. Han har tidligere fortalt, hvordan han som teenager begyndte med alkohol og stoffer.
I 1996 blev han indlagt på behandlingscenteret Majorgaarden for at blive afvænnet fra sit indtag af alkohol. Først der stoppede hans årelange misbrug.
Noller vandt sammen med sin bror Jørgen det internationale Melodi Grand Prix i 2000 med sangen "smuk som et stjerneskud".
Sammen har de lavet musik og udgivet plader siden starten af 1970'erne, men det var først i efteråret 2015, at Noller udgav sit første solo-album.
Det hedder "60", indeholder coverversioner af andres numre og har gæsteoptræden af country-sangerinden Tamra Rosanes og Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker.