"Nogen har sovet i timen": Dansk politi lærte ikke af Utøya
Efter angrebet på Utøya ville dansk politi lære af erfaringen. Men det skete aldrig, skriver Jyllands-Posten.
Det danske politi kunne have lært af norske erfaringer omkring terorrangreb, skriver Jyllands-Posten. På billedet ses Krudttønden på Østerbro i København, som i februar blev udsat for angreb.
Det danske politi kunne have lært af norske erfaringer omkring terorrangreb, skriver Jyllands-Posten. På billedet ses Krudttønden på Østerbro i København, som i februar blev udsat for angreb. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der var tilsyneladende et stykke fra løfte til handling, da dansk politi sagde, at der skulle tages ved lære af de norske erfaringer fra angrebet på Utøya i sommeren 2011.

En række fejl og problemer gentog sig således i forbindelse med terrorangrebet i København i februar, skriver Jyllands-Posten søndag efter at have gennemgået de to angreb.

Efter angrebet på Utøya blev der i 2012 ellers lavet en rapport med flere konkrete anbefalinger til terrorberedskabet.

Da rapporten lå færdig, sagde politiinspektør Allan Nyring fra National Beredskabs Enhed i Rigspolitiet, at rapporten kunne være lærerig læsning for dansk politi, hvis der i fremtiden skulle komme en lignende sag herhjemme.

- Der er ingen tvivl om, at vi vil drage de erfaringer, som vi kan af det her. Selv om dansk og norsk politi ikke er ens, er det klart, at der altid vil være nogle ting, vi kan lære af, sagde Allan Nyring i august 2012 til Ritzau.

Men når først en hændelse opstår, er det for sent at udvikle sig eller tage ved lære, lyder det fra Alexandra Bech Gjørv, leder af den kommission, der uvildigt granskede de norske myndigheders ageren omkring terrorangrebet i 2011.

- Så må man handle på baggrund af den forberedelse, man har gjort inden, siger hun til Jyllands-Posten.

Angrebene i henholdsvis Norge og Danmark var på mange måder forskellige, skriver Jyllands-Posten. Men flere af de norske erfaringer kan direkte sammenlignes med de punkter, som de danske myndigheder i dag vil forbedre.

Blandt andet lød en af de norske anbefalinger i 2012, at der skulle være it-systemer, som kunne give overblik over mandskabet i de kritiske timer efter et terrorangreb.

To og et halvt år efter bliver dette plus en række andre elementer udpeget i den danske evaluering som problemer, der skal tages hånd om.

Flemming Splidsboel, der er ekspert i efterretningstjenester ved Københavns Universitet, konstaterer over for Jyllands-Posten, at "det er helt klart, at man ikke har lært tilstrækkeligt af det, der er sket andre steder".

- Der er nogen, der har sovet i timen, siger han til avisen.

Fra Rigspolitiet siger chefpolitiinspektør Jørn Aaby til Jyllands-Posten, at "der er områder, hvor det kunne være bedre".

- Men helt generelt synes jeg faktisk, at vores parathed er ganske stor også set i lyset af, hvad der skete i Norge, tilføjer Jørn Aaby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.