Nødhjælp på vej til syv belejrede områder i Syrien
Den syriske regering giver FN tilsagn om, at nødhjælp kan komme ind i syv belejrede områder i Syrien.
Syv områder i Syrien, der har været belejret, får nu nye forsyninger.
Syv områder i Syrien, der har været belejret, får nu nye forsyninger. Foto: Alexander Kots/AP


Efter pres fra FN kan syv belejrede områder i Syrien se frem til at få forsyninger, efter den syriske regering har tilladt konvojer med nødhjælp ind i områderne.

- Jeg forstår, at den syriske regering har tilladt adgang til syv belejrede områder, siger Vanessa Huguenin, talsmand fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Affærer (OCHA).

Der er ifølge BBC tale om områderne Deir el-Zour i det østlige Syrien. Foah og Kefraya i Idlib-provinsen, samt byerne Madaya, Zabadani, Kafr Batna og Muadhamiya der ligger i udkanten af hovedstaden Damaskus.

De områder vil FN nu hjælpe, efter de har været afskåret fra omverdenen af de syriske regeringsstyrker.

- Humanitære organisationer og deres partnere forbereder konvojer i disse dage, der skal afsendes så hurtigt som muligt i de kommende dage, siger Vanessa Huguenin.

Tilladelsen fra den syriske regering kommer efter, at der natten til fredag dansk tid blev indgået en aftale mellem Rusland, USA, EU og en række andre lande og internationale organisationer.

Aftalen gik blandt andet på, at nødhjælp skulle kunne bringes ud til de syriske byer "uden forsinkelse", og den aftale bliver nu testet.

- I morgen (onsdag red.) tester vi dette, og vi vil være i stand til at tale mere om det, siger FNs syrienmægler Staffan de Mistura ifølge AFP. De Mistura er tirsdag på besøg i Syrien for at mødes med Syriens udenrigsminister.

Blandt de syv områder, der nu kan forvente hjælp er byen Madaya, der ligger 30 kilometer nordvest for den syriske hovedstad, Damaskus.

Byen har tidligere været i beskrevet i de danske medier, fordi byen har været plaget af hungersnødslignende tilstande, efter at have være belejret siden oktober.

I midten af januar fik nødhjælpsorganisationer kortvarigt lov at bringe nødhjælp ind i byen, der kunne hjælpe de sultende syrere i omkring 40 dage. Og nu ser det altså ud til, der igen er hjælp på vej, hvis Syriens regering holder aftalen med FN.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.