Nobel-aktivist bliver udvist af Norge
Den 21-årige mexicaner, som stormede op på podiet under uddeling af Nobels fredspris, skal forlade Norge.
Adan Cortes Salas ses her ankomme til en domstol to dage efter sit stunt ved uddelingen af Nobels fredspris. Mandag bliver den unge mexicaner sendt ud af Norge.
Adan Cortes Salas ses her ankomme til en domstol to dage efter sit stunt ved uddelingen af Nobels fredspris. Mandag bliver den unge mexicaner sendt ud af Norge. Foto: Audun Braastad/AP


Den mexicanske studerende, som forleden forstyrrede uddelingen af Nobels fredspris på rådhuset i Oslo, er blevet udvist af Norge og vil mandag formiddag blive sat på et fly ud af landet.

Det oplyser mandens advokat til norsk tv.

Adán Cortés Salas løb under uddelingen af Nobels fredspris onsdag op på scenen for at gøre opmærksom på situationen i sit hjemland, hvor 43 lærerstuderende har været forsvundet i flere uger efter at have deltaget i politiske protester.

Politiet anholdt den 21-årige mexicaner, som dagen før forgæves havde søgt om politisk asyl i Norge.

Til trods for tilsyneladende høj sikkerhed med identitetskontrol og metaldetektorer havde den mexicanske studerende ingen problemer med at spadsere direkte ind i rådhuset i Oslo og op på podiet midt under ceremonien.

- Jeg gik ind gennem hovedindgangen og bad om at få adgang til presseområdet, fordi jeg havde et kamera med. Men det gik ikke. Så fandt jeg en kø for inviterede personer og optrådte med stor selvsikkerhed. Ingen spurgte mig om id-kort eller noget som helst, forklarede Cortes til avisen VG.

Årets fredspris gik til den 17-årige Malala Yousafzai fra Pakistan, der delte prisen med den indiske forkæmper for børns rettigheder Kailash Satyarthi.

- Det er ikke bare i Pakistan og Indien, at børn lider. Denne fyr er fra Mexico, og det viser, at der er problemer i Mexico, sagde Malala dagen efter hændelsen.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.