NNIT debuterer på børsen
Novos IT-selskab debuterer på børsen til 125 kroner per aktie og en samlet markedsværdi på 3,1 milliarder.
NNIT, Novos IT-selskab, debuterer på børsen til en udbudspris på 125 kroner per aktie
NNIT, Novos IT-selskab, debuterer på børsen til en udbudspris på 125 kroner per aktie Foto: Per Fledelius/free


Aktierne i Novo Nordisks IT-selskab NNIT blevet revet væk af investorer i ind- og udland frem mod børsnoteringen af selskabet.

Resultatet af udbuddet er, at NNIT fredag debuterer på børsen til en udbudspris på 125 kroner per aktie. Det giver en samlet markedsværdi på 3,1 milliarder, oplyser selskabet til fondsbørsen.

- Der har været betydelig interesse i udbuddet fra både danske private investorer og danske og internationale institutionelle investorer, og der er tildelt aktier i NNIT til mere end 60.000 nye investor depoter, skriver NNIT i meddelelsen.

Administrerende direktør i NNIT, Per Kogut, er godt tilfreds.

- Det glæder NNIT at byde vores mange nye aktionærer velkommen, og vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med vores eksisterende aktionær, Novo Nordisk.

- I løbet af de seneste uger har vi modtaget positive tilbagemeldinger fra investorer, som har tillid til og støtter vores virksomhed, siger han i meddelelsen.

Omkring 15 procent af de udbudte aktier er tildelt private investorer i Danmark, mens de resterende aktier er blevet ligeligt fordelt mellem nordiske og udenlandske institutionelle investorer.

Der er udbudt 10 millioner aktier. Desuden er der mulighed for ekstra 1,5 millioner aktier gennem udnyttelse af en såkaldt overallokeringsret.

Novo A/S køber 25,5 procent af NNIT's aktiekapital, til den endelige udbudskurs per aktie, svarende til en samlet købspris på cirka 796,9 millioner koner.

Novo Nordisk kan bogføre en indtægt på 2,3 milliarder kroner fra noteringen af it-selskabet, som lander på børsen i København fredag.

- Vi er meget tilfredse med den succesfulde børsnotering af NNIT, som vi er overbevist om vil styrke NNIT's markedsposition både i Danmark og internationalt, udtaler Jesper Brandgaard, der både er finansdirektør i Novo Nordisk og bestyrelsesformand for NNIT.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.