Nikolaj Ehlers assisterer forgæves i Winnipeg-nederlag
Winnipeg Jets-danskeren blev noteret for sit tiende point i debutsæsonen i NHL, men holdet tabte alligevel.
Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte til Dallas Stars.
Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte til Dallas Stars. Foto: Peter Mccabe/AP


Nikolaj Ehlers havde en stav med i en scoring, men den danske ishockeyspiller endte sammen med Winnipeg Jets alligevel i taberens rolle i NHL-kampen mod Dallas Stars, der blev spillet natten til fredag dansk tid.

Hjemmeholdet scorede tre gange inden for de sidste seks minutter i tredje periode, og så vandt Dallas 6-3.

Nikolaj Ehlers blev cirka midtvejs i perioden noteret for en assist, da han lagde pucken tilbage til Tyler Myers, der udlignede til 3-3.

Det var 19-årige Nikolaj Ehlers' tiende point i debutsæsonen i NHL. Han har scoret fire gange og stået for seks assists.

Det var dog ikke nok for Winnipeg, der ligger nummer fem i Central Division med 18 point for 17 kampe.

Dallas topper divisionen med 26 point for samme antal kampe.

Der var også nederlag til Frans Nielsen og New York Islanders samt Jannik Hansen og Vancouver Canucks.

Islanders tabte 1-2 ude til Los Angeles Kings, mens Canucks tabte 2-3 ude til Ottawa Senators.

Mikkel Bødker var eneste dansker, der endte som sejrherre.

Sammen med Arizona Coyotes vandt han 4-1 hjemme over Edmonton Oilers.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.