De danske håndboldherrer fik slynget en kold klud i ansigtet, da det søndag stod klart, at Danmark er ude af VM i håndbold.
Ottendedelsfinalen mod Ungarn endte med et dansk 25-27-nederlag, og dermed må OL-guldvinderne fra Rio rejse hjem før en VM-kvartfinale for første gang siden 2005.
Blikket var tomt hos den danske målmand Niklas Landin, da han umiddelbart efter nederlaget satte ord på sine tanker og følelser omkring VM-skuffelsen.
- Jeg er bare ekstremt skuffet. Vi fandt aldrig rigtig vores niveau. Forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt fandt vi aldrig frem den helhed, som vi gerne vil have i en knald-eller-fald-kamp, siger Niklas Landin.
Hvorfor holdet ikke var i stand til at levere bedre, da VM gik ind i knockout-fasen, står som et mysterium for spillerne.
Landin peger lige som flere andre på, at den lidt bløde afslutning på gruppespillet kostede dyrt.
- Måske har det været noget rod, at vi har haft to halvligegyldige kampe mod Bahrain og Qatar, hvor vores tempo og spændingsniveau røg lidt for langt ned. Det var vi ikke i stand til at hive op igen.
- Vi startede sløjt med at komme bagud 1-4 og 2-5, og derfra skulle vi jo kæmpe utrolig hårdt for det, siger Niklas Landin.
Overfor TV 2 betegnede den danske anfører og stjernemålmand den tidlige VM-exit som en fiasko.
/ritzau/