Nigeria håber på skolepigers frigivelse
Forskellige politiske udmeldinger skaber tvivl om aftale om skolepigers løsladelse fra Boko Haram.


Et halvt år efter at flere end 200 nigerianske skolepiger blev bortført af oprørsgruppen Boko Haram i det nordøstlige Nigeria, ser det nu ud til, at pigerne angiveligt snart kan løslades.

Fredag annoncerede Nigeria en våbenhvile med Boko Haram, men ifølge regeringens talsmand Mike Omeri mangler der stadig yderligere forhandlinger, før pigernes frigivelse endelig falder på plads.

- Den del er vi ikke blevet enige om, men vi kommer tættere og tættere på, siger Mike Omeri.

- Måske kan det ske i den kommende uge. Jeg kan bekræfte, at pigerne er i live og har det godt, siger han til BBC.

Omeri siger, at forhandlingerne med Boko Haram vil finde sted i Nigerias naboland Tchad.

Den nigerianske regering har imidlertid fremsat lignende udtalelser om en kommende frigivelse af de bortførte piger fra byen Chibok flere gange. De er dog hver gang blevet afvist af Boko Haram.

Tidligere fredag hævdede Nigerias forsvarschef Alex Badeh, at der var indgået en våbenhvile med oprørsgruppen Boko Haram. Det blev bekræftet af Hassan Tukur, der er den nigerianske præsident, Goodluck Jonathans, førstesekretær.

Tukur hævdede, at aftalen blev indgået torsdag aften, og at frigivelsen af de 219 skolepiger var en del af aftalen.

De forskellige fløje i Nigerias regering har ifølge nyhedsbureauet AFP før givet modstridende udtalelser om større nationale beslutninger, da konkurrerende dagsordener ofte fører til forvirrende og modstridende standpunkter.

En ekspert med godt kendskab til Boko Haram tvivler da også på, om oprørsgruppen har indgået en aftale med regeringen. Han har nemlig aldrig hørt om den person fra Boko Haram, der tilsyneladende har forhandlet våbenhvilen på plads på gruppens vegne i Tchad.

- Jeg har aldrig hørt om denne mand, og hvis Boko Haram ønsker at indgå en våbenhvile, vil det komme fra gruppens leder Abubakar Shekau, siger Shehu Sani, der tidligere har forhandlet med Boko Haram som repræsentant for den nigerianske regering.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.