Nielsen sætter igen aftryk i NHL-sejr
Frans Nielsen var involveret i to scoringer, da New York Islanders vandt 4-1 i Carolina.
Frans Nielsen deltog i to scoringer i opgøret mod Carolina Hurricanes. Arkivfoto.
Frans Nielsen deltog i to scoringer i opgøret mod Carolina Hurricanes. Arkivfoto. Foto: Kathy Kmonicek/AP


Frans Nielsen fortsætter med at sætte aftryk hos New York Islanders, som natten til onsdag styrkede sine slutspilsmuligheder med udesejr i Carolina.

New York Islanders vandt 4-1 over Carolina Hurricanes og kom dermed godt igen kun et døgn efter at have tabt 5-6 mod New York Rangers trods føring på 5-3.

Frans Nielsen havde næstsidste stav på scoringen til 1-0 i første periode. Danskeren spiller en stor rolle, når New York Islanders spiller i overtal, og det var hans skud på mål, der gav en ripost, som Anders Lee scorede på.

Danskeren blev noteret for sæsonens assist nummer 24, da han vandt en faceoff i egen zone i begyndelsen af tredje periode, og på den måde sendte kædekammeraten Michael Grabner af sted i et kontraangreb. Det gav Islanders-føring på 3-0.

New York Islanders er nu tilbage på andenpladsen efter Montreal i Eastern Conference. Holdet mangler 24 kampe, inden slutspillet begynder i april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.