Danskere i hele landet giver den i dag ekstra gas med dankortet i supermarkeder, shoppingcentre og netbutikker.
Men i Hundelev i Nordjylland er der ikke gjort meget væsen ud af det amerikanske koncept, Black Friday, som butikker og forbrugere på få år har taget til sig.
Det fortæller sangskriver og satiriker Niels Hausgaard, som selv bor i den lille nordjyske by, til Avisen.dk.
- Jeg bor så langt ude på landet, at vi ikke er berørt af det. Vi har kun en Brugsen, og der tror jeg ikke, der er noget, konstaterer han tørt på sin velkendte nordjyske dialekt.
Og det er den folkekære entertainer ganske godt tilfreds med.
- Jeg er ud af en tradition, hvor jeg ikke kunne finde på at købe noget, jeg ikke har brug for. Det falder mig bare ikke ind.
Så er det lige meget om det er Black Friday eller ej, siger han.
Kan du ikke blive fristet af et godt tilbud?
- Nej, faktisk ikke. Jeg er virkelig en dårlig forbruger, det kan jeg love dig.
"Fuldstændig latterligt"
Selvom Niels Hausgaard bor langt ude på landet, er nyheden om Black Friday ikke gået hans næse helt forbi.
- Jeg hørte om det i TV i aftes - at det er et amerikansk koncept, som vi skal overtage for at få noget mere gang i omsætningen, tror jeg. Men i min verden er det jo fuldstændigt latterligt, siger han.
Han begriber ikke, at folk vil bruge tid på, at sidde i kø foran computeren, eller vente flere timer foran supermarkederne for at få det bedste tilbud.
- Det var jo noget, vi så billeder af fra det gamle sovjet, siger han skælmsk og fortsætter:
- Jeg er ude af stand til at forstå det, ganske enkelt.
Forbruget er højt nok
Hvis folk får fat på noget de kan bruge, er det ganske fint, indrømmer Niels Hausgaard, men tankegangen bag konceptet er han lodret imod.
- Hele konceptet er jo til for, at de forretningsdrivende skal sælge noget mere og få forbruget op. Men jeg mener, at forbruget absolut er højt nok. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for resten af verden, siger han.
Nordjyden er modstander af en kultur, hvor vi producerer en masse varer af tvivlsom karakter og kort efter skiller os af med det igen, forklarer han.
- Jeg ved godt, at vores økonomi er lagt op på, at vi skal forbruge for at øge vores værdi som land. Men det har jeg aldrig forstået: Det er endelig med at få det smidt væk igen så hurtigt som muligt, så vi kan købe nogle nye ting, for ellers går det jo ikke. Så skal vi jo lave hele vores princip om.
Opstil containere ved supermarkederne
Niels Hausgaard efterlyser i stedet en debat om, hvordan man kunne erstatte kvantitet med kvalitet, siger han og uddyber.
- Der er så uendelig meget lort – dårligt produceret, dårlig stil, dårlig smag og dårlig kvalitet. Det burde man simpelthen nægte at sælge.
Han slutter af med et kontroversielt forslag og en skarp kommentar til masseproduktion og overforbrug.
- Jeg har sommetider koketteret med, at man burde opstille store affaldscontainere udenfor de der supermarkeder. Så behøver man ikke bære lortet hjem, man kunne bare smide det direkte ud, siger han med et glimt i øjet.