Niels Frederiksen har god dialog med klubberne om OL
Ungdomslandstræneren beskriver de danske klubber som imødekommende i forhold til at frigive spillere til OL.
Niels Frederiksen har endnu ikke overblik over, hvilke spillere han kan få med til OL.
Niels Frederiksen har endnu ikke overblik over, hvilke spillere han kan få med til OL. Foto: /Polfoto


Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvilke fodboldspillere Niels Frederiksen har til rådighed til sommerens OL.

Ingen klubber er forpligtede til at afgive sine bedste spillere til OL-holdet, da turneringen i Brasilien ikke er en del af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) officielle kampkalender.

Niels Frederiksen skal udtage et hold bestående af U23-spillere tilsat tre profiler, hvor alderen er uden betydning.

- Vi har en fin, konstruktiv og positiv dialog med de danske klubber.

- De er meget imødekommende på trods af et besværligt udgangspunkt, fordi OL ikke er en del af den officielle kampkalender.

- Klubberne har vigtige kampe i august, mens der er OL. Det har jeg fuld forståelse og respekt for, siger Niels Frederiksen med henvisning til de danske hold, der skal i aktion i de europæiske turneringer.

Manøvren er besværlig, da det endnu ikke er afklaret, hvilke klubber der skal på arbejde i kvalifikationen til Champions League og Europa League.

I øjeblikket forsøger Niels Frederiksen sammen med klubberne at lave en løsning, som alle parter kan acceptere.

- Vi har en dialog om at lave en ramme for den her udtagelse.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan den præcist ser ud. Da den ikke er endelig, så det er fortrolig information, siger Frederiksen.

Landstræneren har også øje på flere spillere fra udlandet, som han gerne vil have med til Brasilien. Her er han også stødt på udfordringer.

- Vi har et hav af dygtige spillere i udlandet, som vi er i dialog med at få fritaget. Det er ikke nogen nem opgave, men også her synes jeg, at vi har en god og konstruktiv dialog, siger Niels Frederiksen.

Han har desuden påbegyndt de indledende overvejelser omkring, hvilke spillere over 23 år, der kunne være i spil til OL.

- Jeg kan ikke sætte navne på eller være konkret. Jeg ser dem som en buffer.

- Det er min umiddelbare plan at få klarlagt hvilke spillere, der skal med ud fra alderskravet. Bagefter vil jeg så kigge på truppen og vurdere, hvor der er behov for ekstra styrke og erfaring, siger Niels Frederiksen.

1. juni skal landstræneren aflevere en OL-bruttotrup bestående af 35 spillere. Den skal skæres ned til 22 spillere senest 14. juli.

OL-turneringen begynder 3. august. Danmark skal møde Brasilien, Sydafrika og Irak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.