Niels Frederiksen er tavs om Esbjerg-fyring
Esbjergs ledelse valgte mandag at fyre Niels Frederiksen som cheftræner efter en række dårlige resultater.
Niels Frederiksen har ingen kommentarer til fyringen i Esbjerg.
Niels Frederiksen har ingen kommentarer til fyringen i Esbjerg. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Niels Frederiksen er færdig som cheftræner i Esbjerg, meddelte fodboldklubben mandag morgen. Hovedpersonen vil endnu ikke sætte ord på beslutningen.

- Jeg har respekt for dit arbejde, og derfor har jeg taget telefonen. Du får nøjagtig den samme besked, som alle andre har fået. Og det er, hvad der står i pressemeddelelsen. Jeg har ingen kommentarer, siger Niels Frederiksen til Ritzau.

Han har ikke lyst til at fortælle mere om fyringen foreløbig.

- Jeg kan sagtens forstå, at du vil høre min reaktion, men den får du ikke. For jeg har kun en kommentar, og det er ingen kommentarer.

- Jeg har foreløbig besluttet på ubestemt tid, at jeg ikke har nogen kommentarer, siger Niels Frederiksen.

Det vil heller ikke nytte noget at kontakte Niels Frederiksen senere mandag eller i den nærmeste fremtid.

- Det kan du helt sikkert godt droppe. Ubestemt tid er lang tid. Det er ikke foreløbig, siger Niels Frederiksen.

Søndag tabte Esbjerg med 0-4 på hjemmebane til Sønderjyske. Det er blot blevet til et point i de første fire kampe i Alka Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.