Efter 23 år som vært på kriminal-programmet "Station 2" er det slut med at stå i forreste række for Niels Brinch.
I fælles forståelse fjernes han helt fra "Station 2" og flyttes til en position som redaktør på programmet "Station 2 Politirapporten".
- Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle forlade sit ”barn”. Men jeg er selv irriteret over min hæse stemme, og det tror jeg også seerne er. Jeg er i gang med at få gjort noget ved min hæshed, og det er jo heldigvis ikke noget alvorligt, siger Niels Brinch til BT.
TV2s event- og udviklingschef, Ulla Pors, siger til BT at det er den rette løsning:
- Niels skal ikke længere være vært på ”Station 2”, fordi han har nogle stemmeproblemer, som både han og vi har oplevet som noget, der gør det svært at være på skærmen. Det har medført, at han har fået mere og mere hæshed. Så bliver det svært at være studievært.
Nye værter på "Station 2" bliver Kristian Bech og Rikke Hemmingsen. Kristian Bech er tidligere politimand og har stået i spidsen for Kanal 5s krimiprogram "Eftersøgt".