Nicole Broch Larsen beholder topplacering ved OL
Den danske golfspiller leverede endnu en god runde ved OL i Rio, selv om hun lavede en dobbeltbogey.
Nicole Broch Larsen ligger godt til ved OL i Rio.
Nicole Broch Larsen ligger godt til ved OL i Rio. Foto: Alastair Grant/AP


Nicole Broch Larsen fortsætter med at imponere ved OL i Rio.

Den danske golfspiller gik torsdag anden runde i 68 slag, tre slag under banens par.

Med samlet 135 slag, syv slag under par, indtager Nicole Broch Larsen en delt femteplads efter anden runde.

Det kunne endda være blevet endnu bedre for den 23-årige dansker, som to huller før afslutningen lå i fire slag under par på torsdagens runde.

En dobbeltbogey på 17. hul sendte hende imidlertid ned i klassementet, men hun fik reddet lidt af det tabte tilbage med en birdie på 18. hul.

Den anden danske deltager ved OL, Nanna Koerstz Madsen, gik også en godkendt runde torsdag.

Ligesom onsdag kom hun banen rundt i to slag under par og er i samlet 138 slag fire under par. Det rækker til en delt 17.-plads.

Sydkoreaneren Inbee Park fører i samlet 132 slag, efter at hun for anden dag i træk gik i 66 slag.

Amerikaneren Stacy Lewis er på andenpladsen i 133 slag, efter at hun torsdag var bedst af alle med en runde i 63 slag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.