Nicolai Jørgensen dobbelt målscorer i sikker FCK-sejr
FC København befinder sig fortsat 11 point efter førerholdet FC Midtjylland med otte spillerunder tilbage.
FC Københavns Nicolai Jørgensen skriger glæden ud efter målet til 2-0 mod FCN.
FC Københavns Nicolai Jørgensen skriger glæden ud efter målet til 2-0 mod FCN. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Mens der er stor spænding om Alka Superligaens bronzeplacering, så ligner guld og sølv mere og mere et overstået kapitel.

FC København cementerede søndag aften andenpladsen med en overbevisende 2-0-sejr på hjemmebane over FC Nordsjælland foran 10.944 tilskuere.

Københavnerne er dermed havnet i ingenmandsland - 11 point efter førerholdet FC Midtjylland og ni point foran Brøndby med otte spillerunder tilbage.

Kampens bedste spiller Nicolai Jørgensen slog til med to mål i sejren - og dermed leverede FCK-angriberen et vigtigt svar, efter at Andreas Cornelius brækkede anklen i sidste spillerunde og er ude i et halvt år.

FCK's centrale midtbanespiller Christian Poulsen måtte udgå på grund af en skade efter et kvarters spil. Ind i stedet kom Danny Amankwaa, som havde et godkendt skud efter en halv time.

FCN havde ikke meget at byde ind med offensivt ud over et par ufarlige langskud fra blandt andre midtbanespilleren Gudmundur Thorarinsson.

Især var det skuffende at se hvor ufarlige, FCN's forreste trio Uffe Bech, Joshua John og David Moberg Karlsson var. Der var ingen reelle målchancer i de tre Farum-esser.

FCK-stopperen Per Nilsson forsøgte sig derimod med et nærgående hovedstød 10 minutter før pausen, og Nicolai Jørgensen fik også testet FCN-keeper David Jensen minuttet efter.

Fem minutter før pausen skruede FCK yderligere op for tempoet og angreb med mange folk i feltet. FCN lod sig presse langt tilbage på banen, og det gav bagslag.

FCK-anfører Thomas Delaney fandt med en lang tværpasning i bedste Thomas Gravesen-stil den fremstormende back Ludwig Augustinsson, der smækkede en god aflevering ind i feltet.

Her steg Nicolai Jørgensen til vejrs og pandede smukt bolden i mål i det, der skulle blive kampens bedste angreb - helt efter fodboldens ABC.

FCK pressede også på for mål nummer to, og det gav bonus. Delaney blev skubbet omkuld i feltet, og dommer Kenn Hansen dømte straffespark til stor utilfredshed for udeholdet.

Nicolai Jørgensen udnyttede sikkert chancen fra pletten med første halvlegs sidste spark til en solid 2-0-pauseføring.

To minutter inde i anden halvleg burde Steve De Ridder havde scoret, men FCK-angriberen headede for tæt på David Jensen, som med en flot refleks fik afværget til hjørne.

I den anden ende kom Uffe Bech omsider frem til en chance, da han rev sig fri uden for feltet, men afslutningen savnede fart og kunne problemfrit samles op af FCK-keeper Stephan Andersen.

FCK spadserede sejren hjem i den sidste halve times tid, hvor tempoet også dalede, og FCN ikke evnede at udfordre hjemmeholdet.

FCN dalede med nederlaget ned på ligaens sjetteplads med 35 point efter 25 kampe - Brøndby har 38 point på bronzepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.