Nico Rosberg snupper sjette pole position i træk
Sebastian Vettel havde en skidt kvalifikation i Abu Dhabi, mens hans tyske landsmand igen brillerede.
Nico Rosberg hentede lørdag endnu en pole position. (arkivfoto)
Nico Rosberg hentede lørdag endnu en pole position. (arkivfoto) Foto: Ricardo Mazalan/AP


Nico Rosberg har pole position for sjette grandprix i træk, når sæsonens 19. og sidste grandprix i Formel 1 søndag bliver kørt i Abu Dhabi.

Den tyske Mercedes-kører var 0,377 sekunder hurtigere end teamkollegaen Lewis Hamilton i tredje afdeling af lørdagens kvalifikation.

Finnen Kimi Räikkönen (Ferrari) blev nummer tre.

Ferraris førstekører, Sebastian Vettel, må til gengæld starte langt tilbage i søndagens grandprix.

Tyskeren, der vandt VM-titlen fire år i træk fra 2010 til 2013, havde på grund af tekniske problemer kun 16.-bedste tid i den første kvalifikationsafdeling, hvor han røg ud.

Han sluttede en enkelt placering bedre end en anden tidligere verdensmester, eftersom McLarens Fernando Alonso var nummer 17.

Lewis Hamilton har for længst sikret sig VM-titlen for andet år i træk.

Briten fører samlet med 363 point, mens Nico Rosberg har 297 point.

Sebastian Vettel er nummer tre med 266 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.