Nico Rosberg fuldender hattrick i Monaco efter drama
Mercedes-køreren Nico Rosberg vandt Monacos grandprix og nærmer sig Lewis Hamilton i VM-stillingen.


Spændingen om årets Formel 1-verdensmesterskab blev intensiveret søndag, da tyskeren Nico Rosberg for tredje år i træk kørte først over målstregen i Monacos grandprix.

Det var hans anden sejr i træk i 2015 og dermed nærmer han sig teamkammeraten Lewis Hamilton i den samlede VM-stilling. Hamilton fører med 126 point, mens Rosberg har 116.

Længe lignede Hamilton ellers en vinder, men en dramatisk afslutning sendte Hamilton ned på tredjepladsen, mens Sebastian Vettel (Ferrari) blev nummer to.

For femte gang ud af seks mulige startede Hamilton i pole position, og han udnyttede den til føring efter det første sving.

Ligeledes holdt Rosberg sin andenplads, selv om Sebastian Vettel pressede bagfra, og så var der lagt op til den ventede Mercedes-dominans.

Hamilton øgede sin føring gradvist, og da han halvvejs kom ud fra sit første pitstop, lød føringen på godt 11 sekunder ned til Rosberg.

Det lignede en sikker og udramatisk sejr, men sådan skulle det ikke gå. Dramatikken blev sat i gang af hollænderen Max Verstappen (Toro Rosso), der havde en voldsom kollision med barrieren og totalsmadrede sin racer, men slap uskadt.

Safety car kom på banen, og i den forbindelse kørte Hamilton til sit andet pitstop, der udviklede sig helt skidt for englænderen.

Han kom ud på den forkerte side af Rosberg og Vettel og røg ned på tredjepladsen. Hamilton forsøgte at køre sig tilbage, men han kunne ikke ændre ved topstillingen på de sidste 10 omgange.

For McLarens spanier, Fernando Alonso, sluttede søndagen i en ny skuffelse. Godt og vel halvvejs i løbet udgik han igen, og han har kun gennemført to af de første seks grandprixer.

Verdensmesteren fra 2005 og 2006 er dermed stadig ikke noteret for point i denne sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.