Nicklas Bendtner scorer sit første mål for Nottingham
Efter næsten et år uden scoringer kom Nicklas Bendtner tirsdag på måltavlen for Nottingham Forest.
Nicklas Bendtner scorede tirsdag sit første mål for Nottingham Forest, da Fulham kom på besøg tirsdag aften. Arkivfoto.
Nicklas Bendtner scorede tirsdag sit første mål for Nottingham Forest, da Fulham kom på besøg tirsdag aften. Arkivfoto. Foto: John Sibley/Reuters


Nicklas Bendtner er tilbage i rollen som målscorer.

Den danske angriber bragte tirsdag aften Nottingham Forest foran 1-0 mod Fulham i den næstbedste engelske række med sit første mål for klubben. Det var samtidig hans første scoring siden 31. oktober sidste år.

Bendtner havde taget position bagest i feltet, da et indlæg fra venstre side blev snittet videre til ham.

Med en kølig inderside flugtede han bolden fladt retur til det lange hjørne uden for udeholdets målmands rækkevidde.

Desværre for den danske angriber rakte målet efter en times spil ikke til tre point, da Tom Cairney udlignede til 1-1 i 72. minut.

Bendtner blev skiftet ud på tærsklen til tillægstiden, men manager Philippe Montanier er tilfreds med indsatsen og ser en forward på vej tilbage i form.

- Nicklas Bendtner har stadig brug for tid til at tilpasse sig sine nye omgivelser og vænne sig til at spille med sine nye holdkammerater.

- Men jeg var meget glad for at se ham score det mål, han fortjente, og det vil forhåbentlig give ham selvtillid, siger Philippe Montanier til klubbens hjemmeside.

Kampen var Bendtners femte for Nottingham Forest efter sensommerskiftet til den engelske Championship-klub.

Allerede i sin første kamp var den danske angriber tæt på at blive helten for sin nye klub, da han ved stillingen 2-2 ramte træværket med et hovedstød efter at være blevet skiftet ind.

Siden er det blevet til yderligere to indhop i ligaen og en kamp fra start mod Arsenal i pokalturneringen, men altså først i femte forsøg kom det længe ventede mål.

Med resultatet har Nottingham Forest nu hentet 12 point i de første ti kampe. Det rækker til en placering som nummer 15 i The Championship.

Nicklas Bendtner var ikke den eneste danske angriber med mål i støvlerne i Englands næstbedste række tirsdag.

Også Lasse Vibe kom på måltavlen i Brentfords sejr på 4-1 hjemme over Reading. Derudover diskede han også op med to målgivende afleveringer i den sikre sejr.

Brentford indtager fjerdepladsen i rækken med 17 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.