Nicklas Bendtner fik 20 minutter i comeback-kamp
Den tidligere landsholdsangriber kom fredag aften på banen, da Nottingham Forest hentede storsejr på udebane.
Nicklas Bendtner fik comeback for Nottingham Forest, da holdet ude vandt 5-2 over Barnsley. Arkivfoto.
Nicklas Bendtner fik comeback for Nottingham Forest, da holdet ude vandt 5-2 over Barnsley. Arkivfoto. Foto: Andrew Boyers/Reuters


Efter flere ugers pause på grund af en skade fik Nicklas Bendtner fredag comeback for Nottingham Forest, da holdet ude vandt 5-2 mod Barnsley.

Den danske angriber blev skiftet ind i det 71. minut.

På det tidspunkt førte Forest 4-2. Ifølge de britiske medier gjorde Bendtner ikke meget væsen af sig, i de cirka 20 minutter han var på banen.

Holdkammeraten Henri Lansbury blev kampens spiller med et hattrick.

Barnsley førte med både 1-0 og 2-1, men Forest gav ikke op.

I første halvlegs sidste minut scorede Lansbury sit andet mål i opgøret, og dermed gik udeholdet i omklædningsrummet med en føring på 3-2.

Nottingham Forest ligger nu på 16.-pladsen i den næstbedste engelske fodboldrække med 22 point.

Nicklas Bendtner har siddet ude med en ankelskade siden 14. oktober, da Nottingham Forest besejrede Birmingham 3-1.

For godt to uger siden begyndte det at lysne for Bendtner, som igen kunne deltage i træningen.

- Jeg er på græs igen og laver øvelser, vrider og drejer for at se, hvad anklen kan. Det ser positivt ud, og det vigtigste er, at så længe, man er på græs, så er et comeback ikke langt væk, sagde Nicklas Bendtner til klubbens hjemmeside.

Det tidligere førstevalg som angriber på det danske landshold skiftede til Nottingham Forest i begyndelsen af september efter at have været uden kontrakt siden april.

Bendtner spillede senest for det landsholdet i november i fjor.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.