Nicki Pedersen undskylder spark mod polsk speedway-boss
Speedwaystjernen Nicki Pedersen følte sig søndag provokeret til at sparke speedway-leder. Nu undskylder han.
Nicki Pedersen undskylder søndagens optrin i Polen.
Nicki Pedersen undskylder søndagens optrin i Polen. Foto: JAREK PABIJAN/POLFOTO


Speedwaystjernen Nicki Pedersen har udsendt en undskyldning, efter at han søndag kom i klammeri med en polsk speedway-leder.

Under en ligakamp i Polen mellem Pedersens Leszno og Torun følte danskeren sig provokeret af Torun-bossen Jacek Gajewski.

Gajewski var gået hen i Lesznos område i ryttergården efter heat 8, hvor Nicki Pedersen blev udelukket resten af aftenen, da dommerne mente, at danskeren var skyld i Torun-køreren Jason Doyles styrt.

Nicki Pedersen undskylder mandag sin opførsel på sin egen hjemmeside.

- Efter hændelsen på banen, hvor jeg blev udelukket og fik det røde kort, var mit adrenalin-niveau meget højt.

- Da jeg kom tilbage til mit pit-område for at sunde mig, følte jeg mig meget provokeret af manager Gajewski fra Torun over den måde, han konfronterede mig.

- Han råbte en del skældsord til mig og var klart inde i mit pit-område, hvilket er forbudt for det modsatte hold.

- Jeg var så frustreret over dette, at jeg sparkede til Mr. Gajewski.

- Jeg ved, det var en forkert handling fra mig, og jeg vil gerne undskylde til Mr. Gajewski og mine fans for denne handling, skriver Nicki Pedersen.

Optrinnet mellem speedwaystjernen og Jacek Gajewski kan muligvis få yderligere konsekvenser for danskeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.