Nicki Pedersen er tilfreds efter tre heatsejre i Polen
Den danske veteran mener, at han er på rette vej efter en problemfyldt sæson. Lørdag nåede han semifinalen.
Nicki Pedersen glæder sig over sine tre heatsejre i Polen.
Nicki Pedersen glæder sig over sine tre heatsejre i Polen. Foto: /Polfoto


Året 2016 kommer næppe til at gå over historien som et af de bedre i Nicki Pedersens speedwaykarriere.

Derfor kan den danske veteran også sagtens glæde sig over, at han lørdag aften nåede frem til semifinalen ved grandprixet i Gorzow i Polen.

Nicki Pedersen lavede tre heatsejre i sine fem indledende heat, inden han blev nummer fire og sidst i sin semifinale efter Tai Woffinden, Jason Doyle og Greg Hancock, der udgør top-tre i den samlede VM-stilling.

- Det var rigtig godt. Nu har vi fået hul på bylden og fået lavet heatsejre. Vi har næsten ikke haft nogen heatsejre i år, siger Nicki Pedersen med henvisning til sig selv og sit team.

Den 39-årige dansker fik sat ny motor i sin cykel, efter at han fredag under træningen havde fået problemer med en tilsvarende motor.

- Vi vidste, at det var nu, vi skulle skyde alle kanonerne af. Det beviste jeg i aften.

- Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at vi skulle have ændret lidt på setuppet i semifinalen, men det er også det, der gør os klogere.

- Med tre heatsejre endte jeg højt på ranglisten. Det tager jeg med herfra, og jeg er faktisk godt tilfreds med indsatsen, siger Nicki Pedersen.

Den tredobbelte verdensmester lavede 12 point i de indledende heat, hvilket var flest af alle kørere sammen med australieren Chris Holder.

I den samlede VM-stilling ligger Nicki Pedersen nummer ni med 55 point. Der resterer fire grandprixer i sæsonen.

- Det er vigtigt for mig at gøre en god figur. Jeg har haft en meget underlig sæson. Det har været meget under standard.

- Gutterne (teamet, red.) kæmpede hårdt i dag, og vi er ved at være, hvor vi skal være, siger han.

Jason Doyle vandt grandprixet i Polen foran Tai Woffinden.

I den samlede VM-stilling topper Greg Hancock med 94 point, syv point foran Jason Doyle og med Tai Woffinden yderligere et point efter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.