Nicki Pedersen efter sejr: Kunne have vundet VM
Nicki Pedersen fandt det rette grej, og så kunne han fejre sæsonens tredje grandprix-sejr i denne sæson.
Nicki Pedersen er næsten sikker på at slutte på VM-podiet efter sejren i Polen.
Nicki Pedersen er næsten sikker på at slutte på VM-podiet efter sejren i Polen. Foto: JAREK PABIJAN/POLFOTO


Mens briten Tai Woffinden på næstsidste løbsdag kunne fejre sit andet verdensmesterskab, kunne Nicki Pedersen juble over sæsonens tredje grandprix-sejr. Dem har Woffinden to af.

Pedersen overstrålede alle og vandt en tæt finale i den polske by Torun. De seneste grandprixer har ellers været præget af skuffelser, men lørdag havde han fundet det rette udstyr.

- De seneste otte uger har været hårde, fordi jeg ikke har kunnet finde farten med det rette gear. Vi har arbejdet hårdt i den seneste uge, og fredag testede jeg forskellige motorer, og det betalte sig. Jeg fandt den rette.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg kunne slås med om VM-titlen, hvis jeg havde det rette gear hele sæsonen. Jeg kunne været blevet verdensmester. Men det løb er kørt. Nu har jeg form og gnist til at vinde verdensmesterskabet næste år.

- I dag kørte jeg rigtig stærkt, var snu og havde rigtigt gode starter. De fungerede godt. Der var balance i det hele, siger Nicki Pedersen.

Med sejren er han blot to point fra Greg Hancock på andenpladsen i VM-stillingen. Men mere vigtigt er det, at Pedersen nu er stort set sikker på at slutte i top-tre, da Niels-Kristian Iversen er 19 point efter på fjerdepladsen.

- Om jeg bliver nummer to eller tre betyder ingenting. Det handler om at blive verdensmester. Men det er vigtigt at stå på podiet, den værste placering er fjerdepladsen.

- Nu fik jeg sluttet godt af i Europa og kan bare give den fuld gas ved det sidste løb i Australien, siger Nicki Pedersen.

Det sidste løb i Melbourne køres 24. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.