Ni tiltalt i stor nordsjællandsk narkosag
Et medlem af Bandidos er sammen med otte andre mænd anklaget i en stor narkosag.
Sagen drejer sig om handel med fire kilo kokain og 700 kilo hash.
Sagen drejer sig om handel med fire kilo kokain og 700 kilo hash. Foto: Colourbox/free


Ni mænd er tirsdag på anklagebænken i Retten i Helsingør tiltalt for narkohandel i en sag, der af politiet har fået kaldenavnet "Hajen".

Anklagen drejer sig om handel og videresalg af mere end 700 kilo hash samt næsten fire kilo kokain.

De ni mænd erkender sig delvist skyldige i de i alt 18 forhold.

Politiet er mødt talstærkt op i retten, hvor også venner og familie til de tiltalte er solidt repræsenteret.

I et af forholdene nægter samtlige tiltalte, at 1,3 kilo kokain blev hentet og af ukendte veje smuglet fra Amsterdam til en adresse i Græsted.

Tre ud af fire tiltalte erkender derimod delvist at have indsmuglet, opbevaret og delvist videresolgt 650 kilo hash.

En af de ni tiltalte har ifølge politiets specialgruppe Task Force Øst, der har efterforsket sagen, tilknytning til rockergruppen Bandidos.

I en anden sag er rockerens hustru i øjeblikket sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, som angiveligt har forbindelse til mandens sag.

Senere i sagen skal en række politifolk vidne i sagen, og det kommer til at foregå for lukkede døre, da retsformand Ida-Louise Apostoli fremhæver, at politifolkenes arbejde fremover kan lide skade, hvis vidneforklaringerne foregår offentligt.

Anholdelserne i sagen er hovedsageligt foregået i Nordsjælland, og politiet mener, at der har været tale om velorganiseret handel med hash.

Den første runde anholdelser fandt sted i april 2014, hvor seks af mændene blev anholdt, mens de sidste tre fik besøg af politiet i juni sidste år.

Retten skal bruge yderligere 28 dage på sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.