Ni dræbt og 20 såret af bilbombe i det centrale Bagdad
Den militante gruppe Islamisk Stat hævder at stå bag bilbomben, der eksploderede sent mandag aften.
Volden er taget til i Iraks hovedstad, Bagdad, efter at Islamisk Stat (IS) er begyndt at tabe terræn i både Syrien og Irak.
Volden er taget til i Iraks hovedstad, Bagdad, efter at Islamisk Stat (IS) er begyndt at tabe terræn i både Syrien og Irak. Foto: Ahmed Saad/Reuters


Mindst ni mennesker blev dræbt, da en bilbombe eksploderede sent mandag aften lokal tid i det centrale Bagdad. Det oplyser sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet dpa.

20 andre blev såret i angrebet, der fandt sted nær hospitalet Abdel Majid i bydelen Karada i den irakiske hovedstad.

Da varevognen fyldt med sprængstoffer eksploderede, satte eksplosionen flere nærliggende butikker i brand. Det oplyser politiet.

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) hævder at stå bomben. Det rapporterer nyhedsbureauet Amaq, der er tilknyttet den ekstremistiske gruppe.

Angrebet skete ikke langt fra den handelsgade i Karada, hvor et bombeangreb i juli dræbte flere end 300 mennesker og sårede omkring 200 andre. Også dette angreb tog Islamisk Stat skylden for.

Den militante gruppe taber i øjeblikket terræn i både Irak og Syrien.

Det irakiske militær er ved at forberede en offensiv for at genindtage storbyen Mosul fra IS. Hvis Mosul falder, vil det være det hidtil mest alvorlige tilbageslag for den islamistiske bevægelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.