Ni biler i sammenstød på motorvej
Fire personer er kørt til behandling for mindre skader efter ulykke på motorvej i Østjylland.
Fire personer er kommet lettere til skade ved mandagens sammenstød, som skete kort efter klokken syv. Arkivfoto.
Fire personer er kommet lettere til skade ved mandagens sammenstød, som skete kort efter klokken syv. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Ingen kom alvorligt til skade i en ellers omfattende trafikulykke på E45 Østjyske Motorvej ved Skanderborg mandag morgen.

- Der er ni biler, der er kørt sammen i et harmonikasammenstød, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Vagtchefen kender ikke den præcise årsag til ulykken, men hans erfaring siger ham, at det ofte er bilisternes adfærd i trafikken, som bærer skylden.

- Folk kører for stærkt, og de kører for tæt. Når man ligger med over 100 kilometer i timen, så er halvanden meter ikke en passende sikkerhedsafstand, fortæller vagtchefen.

Fire personer er kommet lettere til skade ved mandagens sammenstød, som skete kort efter klokken syv. Motorvejen var efterfølgende spærret i sydgående retning, men efter en lille time blev der igen åbnet for trafik.

- De tilskadekomne er kørt på sygehuset, og de øvrige implicerede er så chokerede, at de også kommer en tur forbi, fortæller Jørn Lindhardt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.