Ni-årig svensk dreng flygtede til Jylland
De sociale myndigheder i Danmark har taget sig af en ni-årig dreng, der stak af fra Malmø den 9. februar
En ni-årig svensk dreng flygtede fra en jernbanestation i Malmø d. 9. februar. Nu er han fundet i Jylland. Arkivfoto.
En ni-årig svensk dreng flygtede fra en jernbanestation i Malmø d. 9. februar. Nu er han fundet i Jylland. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En ni-årig dreng fra Malmø, der har været savnet i flere dage, er fundet i Jylland.

Sammen med en anden dreng, der ifølge svenske medier er hans 12-årige halvbror, forsvandt han 9. februar fra den sydsvenske by.

Drengene, der angiveligt er asylansøgere fra Marokko, stak af efter en voldsom episode på Malmø Centralstation.

Videooptagelser af hændelsen, som flere vidner har lagt på nettet, viser, hvordan en vagt sidder overskrævs på den ni-årige dreng og presser hans hoved mod et betongulv.

Drengen beklager sig højlydt og snapper efter vejret, men vagten griber blot fat i hans krave og ansigt og dunker ham mod gulvet.

Episoden har i de seneste dage skabt voldsom debat i Sverige, det første land i verden til at forbyde korporlig afstraffelse af børn.

- Klippet yder ikke virkeligheden retfærdighed, skriver et vidne i den svenske avis Sydsvenskan.

- Man kan ikke fornemme drengens råb om hjælp, hans bøn og det dæmpede dunk fra hovedet, der rammer stengulvet, skriver vidnet videre.

Sikkerhedsvagten er efterfølgende blevet suspenderet, mens politiet efterforsker sagen, der fandt sted, efter at drengen var hoppet ind i et tog uden billet.

Også svensk politi er blevet kritiseret for at tage let på drengenes forsvinden.

- Ville et lyshåret hoved være blevet banket mod gulvet på den måde, spørger klummeskribenten Lars Lindstroem i avisen Expressen.

Ifølge svensk politi har danske politifolk et sted i Jylland overgivet den ni-årige dreng til de sociale myndigheder.

Den anden dreng er fredag eftermiddag endnu ikke dukket op, men politiet formoder, at han også opholder sig i Danmark.

Drengene havde ifølge nyhedsbureauet Reuters boet på en institution, siden de ankom til Sverige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.