For første gang i mange år må Danmarks bedste ishockeyspillere være med, når Danmark spiller OL-kvalifikation.
På et møde i det internationale ishockeyforbund, IIHF, er det blevet vedtaget, at den kommende OL-kvalifikation skal spilles fra 1. til 4. september 2016. Det er et par uger før, at NHL-spillerne skal stille til sæsonstart i deres respektive nordamerikanske klubber.
Det skriver Danmarks Ishockey Union på ishockeylandsholdets Facebook-side.
- Det har været et langt forløb, men det er glædeligt, at det nu har båret frugt. Det har ikke været uden kamp at få forslaget igennem.
- De største lande er direkte kvalificeret og har selvsagt ikke stor fokus på øvrige landes kvalifikationsregler, siger DIU-formand Henrik Bach Nielsen i meddelelsen.
Det er Henrik Bach Nielsen, som selv for et par år siden stillede forslaget om at flytte OL-kvalifikationen fra den sædvanlige termin i februar.
Han sidder også selv med i IIHF's Council, som i denne uge vedtog ændringen på et møde i Zürich.
Danmark har lige nu Frans Nielsen (New York Islanders), Mikkel Bødker (Arizona Coyotes), Jannik Hansen (Vancouver Canucks), Lars Eller (Montreal Canadiens) og målmand Frederik Andersen (Anaheim Ducks) i NHL.
Derudover har Peter Regin (Chicago) og Nicklas Jensen (Vancouver) spillet NHL-kampe i denne sæson, lige som Oliver Lauridsen har været kaldt til Philadelphias trup uden dog at få spilletid.
Inden OL-kvalifikationen i 2016 er der sandsynlighed for, at Nikolaj Ehlers får spilletid i Winnipeg, og Oliver Bjorkstrand står desuden på spring i Columbus.
- Det har været afgørende for os at kunne samle det absolut bedste danske landshold. Det får vi nu mulighed for, siger Henrik Bach Nielsen.
OL i 2018 spilles i Pyeongchang i Sydkorea.
De otte bedste lande på verdensranglisten efter maj måneds VM i Tjekkiet er direkte kvalificeret til OL 2018. Det samme er OL-værten Sydkorea. De sidste tre hold bliver vinderne af de tre OL-kval-puljer, den første weekend i september 2016.
Nummer 9-11 på verdensranglisten får hjemmebane her.
Danmark er på nuværende tidspunkt nummer 15 på verdensranglisten og kan derfor ventes at spille på udebane i en meget stærk OL-kvalifikationspulje. Blandt Danmarks mulige modstandere er hold som Letland, Norge, Hviderusland, Frankrig og Slovenien.
/ritzau/