NHL: Bødker slår Andersen på straffeslag
Mikkel Bødker og Arizona Coyotes slog Frederik Andersen og Anaheim Ducks efter straffeslag i NHL-ligaen.
Arizona Coyotes med Mikkel Bødker, længst til højre, vandt mødet med Frederik Andersen og Anaheim Ducks.
Arizona Coyotes med Mikkel Bødker, længst til højre, vandt mødet med Frederik Andersen og Anaheim Ducks. Foto: DARRYL DYCK/AP


To danske ishockeyprofiler var i direkte infight om point, da NHL-spillerne genoptog ligaen efter julepausen.

Mikkel Bødker og målmand Frederik Andersen måtte i gennem straffeslagskonkurrence, inden førstnævntes hold, Arizona Coyotes, kunne trække sig sejrrigt ud af mødet mod Anaheim Ducks.

De to danskere var i direkte duel i straffeslagskonkurrencen, da Mikkel Bødker misbrugte sit forsøg på Frederik Andersen, men målmanden måtte altså alligevel se sig slået 1-2.

Anaheim kunne ikke klandre den danske målmand, der havde 28 redninger på 29 forsøg i kampen.

Også Frans Nielsen oplevede at tabe efter straffeslagskonkurrence, og det må ærgre ham og holdkammeraterne i New York Islanders.

Islanders førte 3-0 efter de første to perioder, men spillede alligevel 3-3 mod Buffalo Sabres, der siden vandt efter straffeslag.

Frans Nielsen misbrugte et af Islanders' forsøg i straffeslagskonkurrencen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.