Ishockeymålmanden Frederik Andersen vandt den danske duel i NHL klart, da hans klub, Anaheim Ducks, tidligt onsdag dansk tid vandt 4-0 ude over Vancouver Canucks med Jannik Hansen på holdet.
Målmanden stoppede 17 skud i opgøret, hvor han for tredje gang i sæsonen holdt sit bur rent.
Derudover var Frederik Andersen også hovedårsagen til, at Jannik Hansen i anden periode blev sendt i straffeboksen.
Hansen væltede sin landsmand, og inden sekvensen var afsluttet, scorede Ducks' Kyle Palmieri til 2-0.
I tredje periode havde Frederik Andersen også en redning, da Jannik Hansen forsøgte sig med et skud, men blev grebet ud.
Frederik Andersen blev desuden hædret som kampens næstbedste spiller.
Med den sjette sejr på stribe blev Anaheim Ducks i øvrigt den første klub i NHL til at nå 70 point.
Holdet fører Pacific Division suverænt foran San Jose Sharks.
I sin NHL-kamp nummer 500 blev Frans Nielsen noteret for en assist, da New York Islanders hjemme vandt 4-1 i lokalopgøret mod New York Rangers.
I tredje periode spillede danskeren pucken frem til holdkammeraten Ryan Strome, der forsøgte at spille den tilbage til Frans Nielsen.
Pucken endte noget heldigt i buret via en Rangers-spiller til stillingen 3-0.
New York Islanders fører Metropolitan Division med 65 point.
/ritzau/