En båd proppet med 150 migranter er blevet angrebet af personer på en speedbåd ud for Libyens kyst.
Det meddeler den humanitære organisation Sea-Watch fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Adskillige mennesker faldt over bord i forbindelse med angrebet, og fire personer er ifølge organisationen bekræftet omkommet.
På siden af speedbåden stod der ifølge Sea-Watch "Libyens Kystvagt".
- Den voldelige indblanding fra Libyens kystvagt skabte en situation med massepanik om bord på gummibåden i nød, skriver Sea-Watch.
- Den ene af gummibådens sider kollapsede. Det betød, at størstedelen af de 150 mennesker om bord faldt i vandet, skriver den tyske ngo, som er en af flere ikkestatslige organisationer i området.
Angiveligt gik personerne i speedbåden til angreb mod migranterne bevæbnet med kæppe. Den tyske ngo var ved at hjælpe migranterne i gummibåden, da de ukendte personer nåede frem til stedet ud for den libyske kyst.
Ruben Neugebauer, der er talsmand for Sea-Watch, fortæller, at fire lig er blevet bjærget fra bølgerne. Fire andre blev fundet livløse.
Omkring 120 migranter blev reddet om bord på et andet fartøj, mens nogle fortsat er savnet.
En talsmand for Libyens marinestyrke i Tripoli kender ikke til en episode, hvor personer skulle være gået til angreb på en migrantbåd.
Heller ikke den italienske kystvagt har hørt om angrebet. Samme melding kommer fra EU-operationen Sophia.
Torsdag kunne kystvagten i Italien oplyse, at 1400 migranter var blevet reddet på Middelhavet i forsøget på at nå Europa.
De mange mennesker blev ligeledes reddet ud for Libyens kyst, og flere hjælpeorganisationer deltog i arbejdet med at få migranterne sikkert fra vandet.
Tal fra FN viser, at mindst 3650 mennesker er omkommet på rejsen over Middelhavet i år.
/ritzau/Reuters