NFL-stjernen Peyton Manning slår vild rekord
Denver-quarterbacken Peyton Manning har nu kastet for flere yards end nogen anden spiller i NFL-historien.
Peyton Manning (hvid trøje) betragtes af mange som den bedste quarterback i NFL-historien.
Peyton Manning (hvid trøje) betragtes af mange som den bedste quarterback i NFL-historien. Foto: Matt Kryger/AP


Med et kort kast på fire yards fik quarterbacken Peyton Manning søndag aften endnu en gang slået sit navn godt og grundigt fast i NFL's historiebøger.

Det kast betyder nemlig, at Peyton Manning slår rekorden for flest kastede yards i den amerikanske football-liga NFL. Rekorden tilhørte tidligere den legendariske quarterback Brett Favre, der i sin karriere kastede for i alt 71.838 yards.

Rekorden er blot endnu en fjer i hatten for Manning, der har vundet NFL-finalen, Super Bowl, en enkelt gang og hele fem gange er blevet kåret til ligaens mest værdifulde spiller.

Manning spiller for Denver Broncos, der med syv sejre og et enkelt nederlag har gang i en strålende sæson. Succesen skyldes dog i høj grad et velspillende forsvar.

Manning selv har i indeværende sæson leveret svingende præstationer. I hvert fald sammenlignet med hans bedrifter tidligere i karrieren, der har ført til, at han af mange betragtes som den bedste quarterback i historien.

Efter rekorden søndag aften blev Broncos' kamp mod Kansas City Chiefs kortvarigt afbrudt for at hylde Manning. Quarterbacken kastede efterfølgende den rekordsættende bold ud blandt det begejstrede hjemmepublikum.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.