NFL: Patriots-bolde var kun pumpet for lidt før pausen
Ifølge NFL spillede New England Patriots kun en halvleg med for lidt luft i boldene mod Indianapolis.
Tom Brady kastede kun bolde med for lidt luft i første halvdel af kampen mod Indianapolis Colts, siger NFL.
Tom Brady kastede kun bolde med for lidt luft i første halvdel af kampen mod Indianapolis Colts, siger NFL. Foto: Matt Slocum/AP


New England Patriots' bolde var kun pumpet for lidt i første halvdel af sejren på 45-7 over Indianapolis Colts i AFC-finalen søndag i sidste uge.

Det fastslår NFL, der har interviewet omkring 40 personer i sagen, der har fået betegnelsen "Deflategate".

- Mens beviserne indtil videre støtter op om, at fodboldene ikke var pumpet hårdt nok i første halvleg, så var boldene pumpet korrekt i anden halvleg, og det blev bekræftet ved afslutningen af kampen, skriver NFL ifølge AFP i en pressemeddelelse.

New England Patriots er blevet beskyldt for at have pumpet boldene for lidt, så de var lettere at håndtere.

Påstanden er blankt blevet afvist af holdets quarterback, Tom Brady.

- Jeg har ikke ændret på boldene på nogen måde, sagde stjernespilleren torsdag til NFL's hjemmeside.

Hvert hold medbringer 12 fodbolde til kampene i NFL, og boldene bliver undersøgt af dommere undervejs, før de bliver returneret til holdene.

New England førte 17-7 ved pausen over Indianapolis Colts i kampen, hvor Patriots kvalificerede sig til Super Bowl.

Anden halvleg - hvor boldene altså var pumpet korrekt ifølge NFL - vandt New England med 28-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.