NFL: Bøde til Patriots og karantæne til Brady for boldsnyd
Super Bowl-vindere skal af med en million dollar i bøde. Tom Brady straffes med fire spilledages karantæne.
Tom Brady, quarterback hos New England Patriots, er blevet idømt fire spilledages karantæne i den såkaldte deflategate. Arkivfoto
Tom Brady, quarterback hos New England Patriots, er blevet idømt fire spilledages karantæne i den såkaldte deflategate. Arkivfoto Foto: Matt Slocum/AP


New England Patriots og stjernequarterbacken Tom Brady slipper ikke ustraffet fra den såkaldte deflategate i amerikansk fodbold.

Patriots er blevet pålagt at betale en bøde på en million dollar, og Tom Brady får karantæne i de første fire kampe i den kommende NFL-sæson.

Derudover mister Patriots sin ret til at vælge en spiller i første runde af draften i 2016, og året efter må holdet sidde over i fjerde runde af draften, meddeler NFL.

Straffen kommer, efter at det i en undersøgelse kom frem, at det er "overvejende sandsynligt", at Patriots bevidst fjernede luft fra boldene i et opgør mod Indianapolis Colts i januar. Dermed skulle boldene blive lettere at håndtere.

I samme undersøgelse var konklusionen, at Tom Brady som minimum havde et "generelt kendskab" til de flade bolde.

Patriots vandt den omtalte kamp 45-7 og røg dermed i Super Bowl-finalen, som holdet vandt mod Seattle Seahawks.

NFL-chef Roger Goodell siger i en meddelelse, at beslutningen om at sanktionere Patriots er sket efter "omfattende diskussioner" med mange forskellige personer.

- Vi lagde vægt på vigtigheden af at beskytte spillets integritet og den grundige, uafhængige rapport fra Ted Wells (advokat, der har undersøgt sagen for NFL, red.), hedder det i meddelelsen.

Tom Brady har hele tiden afvist, at han kendte noget til fidusen med de bløde bolde. Ifølge ESPN har Tom Brady tre dage til at appellere NFL's afgørelse.

Ifølge NFL har Patriots suspenderet sine ansatte John Jastremski og James McNally, der er blevet kædet sammen med skandalen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.