NFL-appelsag mod Tom Brady begynder til februar
Patriots-quarterbacken ser ud til at kunne spille hele sæsonen uden at skulle bekymre sig for karantæne.
Tom Brady har været flyvende i starten af den nye sæson. Arkivfoto
Tom Brady har været flyvende i starten af den nye sæson. Arkivfoto Foto: Steven Senne/AP


NFL-stjernen Tom Brady behøver ikke længere frygte for, at en karantæne kommer snigende i denne sæson og rammer ham i forbindelse med den meget omtalte "Deflategate"-sag fra sidste sæson.

En amerikansk appelret vil tage sagen op i begyndelsen af februar ifølge retsdokumenter.

Dermed vil New England Patriots-quarterbacken kunne spille alle kampe i grundspillet og i slutspillet.

Kun en eventuel Super Bowl-finale, der spilles 7. februar, vil kunne glippe for Brady, hvis appelretten beslutter at straffe ham med en karantæne.

Nyhedsbureauet Reuters skriver dog, at retten sandsynligvis vil skulle bruge flere måneder på at nå frem til en beslutning, og det virker derfor usandsynligt, at Brady ikke vil kunne være med i et eventuelt titelforsvar.

Brady blev i første omgang idømt fire spilledages karantæne, men siden har en amerikansk domstol ophævet superstjernens karantæne. Det valgte NFL at appellere.

Sagen handler om, at Patriots bevidst fjernede luft fra holdets egne bolde i AFC-finalen mod Indianapolis Colts i januar. Dermed blev boldene lettere at håndtere.

Tom Brady har ikke virket mærket af den store virak om hans person i den nye sæson. Indtil videre har han kastet ni touchdowns i Patriots' tre sejre.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.