Neymar og Brasilien skuffer i ny OL-nullert
Det lykkedes heller ikke Brasiliens fodboldlandshold at score mod Irak, og der er nu pres på favoritterne.
Neymar og Brasilien er pressede før mødet med Danmark natten til torsdag efter nyt skuffende resultat.
Neymar og Brasilien er pressede før mødet med Danmark natten til torsdag efter nyt skuffende resultat. Foto: Eraldo Peres/AP


Det brasilianske OL-landshold i fodbold anført af superstjernen Neymar har fået en sløj indledning på OL-turneringen.

Holdet, som er i pulje med Danmark, indledte med 0-0 mod Sydafrika, og natten til mandag dansk tid endte det igen i en nulløsning for værterne, da Irak var modstanderen.

Dermed fører Danmark puljen med fire point for to kampe efter 1-0-sejren tidligere på dagen mod Sydafrika.

Brasilien og Irak har begge to point efter to gange 0-0 for begges vedkommende.

Kun Danmarks Robert Skov har formået at score i den tætte pulje.

Brasilien var dominerende i det meste af kampen mod Irak, men effektiviteten omkring feltet var for ringe.

Blandt andet misbrugte holdet en kæmpe chance i de syv minutters tillægstid, dommeren havde fundet frem.

De to bedste hold fra puljen går videre til kvartfinalerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.