Neymar fik ikke den bedste start på den olympiske fodboldturnering i hjemlandet Brasilien.
Barcelona-profilen fik dog det sidste ord, da han afgjorde finalen mod Tyskland og sikrede Brasilien OL-guld i fodbold for første gang nogensinde.
Efter 1-1 i ordinær spilletid måtte Brasilien og Tyskland ud i forlænget spilletid, og da det ikke kastede scoringer af sig, skulle der straffesparkskonkurrence til.
Her scorede begge hold på de fire første spark, og da Nils Petersen brændte tyskernes femte spark, var der dækket op til Neymar.
Den brasilianske stjerne tog sig god tid, før han sparkede guldet hjem og jubelfesten i gang.
Neymar scorede også Brasiliens mål i den ordinære spilletid, hvor han satte et frispark helt oppe i målhjørnet.
Brasilien indledte med to 0-0-kampe i Danmarks gruppe, før brasilianerne besejrede Danmark 4-0.
På vejen mod finalen scorede Neymar det hurtigste mål i OL-historien i fodbold, da han var på pletten efter 15 sekunder i semifinalen mod Honduras.
Efter finalesejren var det da også en opstemt Neymar, der satte få ord på sin bedrift.
- Det her er noget af det bedste, der er sket i mit liv. Nu må de (kritikkerne, red.) æde deres ord igen, lød det ifølge AFP fra stjernespilleren.
Brasiliens målmand Weverton kom med i Brasiliens trup i sidste øjeblik efter et afbud, og han diskede op med den afgørende redning, før Neymar tog hele nationens forventninger på sine skuldre.
- Jeg sagde til Neymar, at Gud havde givet ham en chance mere. Gud elsker Neymar, og han elsker hele holdet, lød det Weverton.
/ritzau/