Neymar forlænger med FC Barcelona
Den brasilianske fodboldstjerne skriver fredag under på en kontrakt, der binder ham til klubben frem til 2021.
Neymar har forlænget sin kontrakt med FC Barcelona frem til 2021.
Neymar har forlænget sin kontrakt med FC Barcelona frem til 2021. Foto: Albert Gea/Reuters


Den brasilianske fodboldstjerne Neymar skriver fredag under på en ny kontrakt med FC Barcelona. Det meddeler klubben på Twitter.

Kontrakten løber nu frem til sommeren 2021. Den første kontrakt løb frem til 2018.

24-årige Neymar kom til Barcelona i 2013 og har været en vigtig del af offensiven ved siden af Lionel Messi og Luis Suarez.

Brasilianeren har i 149 kampe bidraget med 90 mål.

Samtidig oplyses det også, at holdkammeraten Javier Mascherano har forlænget sin aftale frem til sommeren 2019.

Den argentinske landsholdsspiller har spillet for catalonierne siden 2010, hvor han skiftede fra Liverpool.

Siden har han været med til at vinde Primera Division fire gange og Champions League to gange.

Allerede i sommer offentliggjorde klubben, at den ville forlænge kontrakterne med Neymar og Mascherano. Nu er det altså officielt.

Barcelona har fået en blandet start på sæsonen. I Primera Division ligger holdet på en fjerdeplads efter otte runder, mens de to første Champions League-kampe er blevet vundet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.