Newcastle kyler Citys titelholdere ud af Liga Cuppen
Storklubben Manchester City tabte 0-2 hjemme til Newcastle, mens Southampton gik videre efter sen scoring.
Manchester City tabte overraskende til Newcastle i capital One Cup.
Manchester City tabte overraskende til Newcastle i capital One Cup. Foto: Jon Super/AP


Næppe mange havde troet, at Newcastle skulle have en chance i onsdagens udekamp mod mægtige Manchester City i Capital One Cup, den mindste af de to pokalturneringer i engelsk fodbold.

Men Newcastle kunne overraskende tage hjem fra Etihad Stadium med en 2-0-sejr over de forsvarende vindere af turneringen.

Dermed er Newcastle klar til kvartfinalen.

18-årige Rolando Aarons bragte gæsterne foran tidligt i kampen, og et kvarter før tid fordoblede Moussa Sissoko føringen.

Thomas Sørensen sad på reservebænken, da Stoke tabte 2-3 hjemme til Southampton.

Stoke fik ellers indhentet gæsternes 2-0-føring, men kort før tid scorede Graziano Pelle sejrsmålet for Southampton.

Det var hans anden scoring i kampen, og kort tid efter blev den indskiftede Stoke-angriber Peter Crouch udvist.

Tottenham havde ikke Christian Eriksen i truppen, da klubben sendte Brighton ud med en 2-0-sejr hjemme på White Hart Lane. Erik Lamela og Harry Kane scorede målene i anden halvleg.

Målmanden Casper Ankergren sad på bænken for gæsterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.