Det bliver som ventet den tidligere landstræner for England Steve McClaren, der fra den kommende sæson skal stå i spidsen for Premier League-klubben Newcastle.
Han er ansat på en treårig kontrakt, bekræfter klubben onsdag aften.
Tidligere onsdag meddelte klubben, at John Carver ikke får lov til at føre holdet i den kommende sæson.
Carver, der erstattede Alan Pardew i januar, ville ellers gerne fortsætte, men sådan blev det ikke.
McClaren, der blev fyret i Derby i sidste måned, kan i stedet føje endnu et job til sit lange cv.
- Jeg føler mig privilegeret over at blive udnævnt som manager for denne klub, der har så flot en historie.
- St. James Park er som en katedral lørdag eftermiddag, et symbol for byen, og jeg er spændt på at få denne mulighed, siger Steve McClaren til Newcastles hjemmeside.
54-årige Steve McClaren var engelsk landstræner fra 2006 til 2007 og har siden stået i spidsen for tyske Wolfsburg, engelske Nottingham Forest og Twente i Holland.
Nu overtager han Newcastle, der i sidste sæson var tæt på at rykke ud af Premier League, men sluttede som nummer 15.
/ritzau/